Mottarone Climb – betragtninger over kørsel på bjerg

Jeg kan faktisk ret godt lide bjerge 🏔.

Jeg synes, de udstråler en fantastisk stoisk ro, de er utroligt smukke, og jeg bliver lige “bjergtaget” hver eneste gang de dukker op langt ude i horisonten, når vi kører sydpå på sommerferie.

Jeg har brugt langt tid på bare at glo på dem fra stranden og fra vores veranda her i Norditalien, og jeg kører gerne i bil til toppen og nyder udsigten.

Desuden er jeg er fuldstændig pjattet med at drøne ned af dem på en lille bobslæde på skinner eller på ski.

Så er der bare lige det dér med bjerge og cykler tilbage…

Det rimer umiddelbart ikke helt på cykelmoster.

Én ting er i hvert fald sten sikkert, der bliver skrevet og talt meget om cykelture på bjerge, og de store etaper i de store cykelløb er jo også den med bjerge…

Dem ynder jeg iøvrigt også at se på, og jeg har sågar selv stået på et bjerg i Frankrig i 2014 til Tour de France.

En kæmpe oplevelse!!

Nuvel… Jeg forstår udmærket selve det at udfordre sig selv, gennemføre prøvelserne og nå sit mål. Den tilfredsstillelse og glæde er i sig selv vildt fed.

Jeg er personligt bare mest tryg nede i dalen på fla’ vej, og i virkeligheden bliver jeg lidt småbange, hvis det går for stejlt op eller ned – jeg synes, simpelthen ikke jeg har helt kontrol over tingene, når landskabet skråner for meget.

Og hvad nu hvis man bare elsker at få fart i sine små tykke cykelstænger ud af en fla’ fynsk landevej med et par småbakker på, gerne i en gruppe og med nummer på ryggen, og egentlig ikke er ret pjattet med at køre hverken stejlt op eller ned på ret smalle hjul??

Kan man så bare afskrive de der bjerge… sådan helt?

Det mente min kære mand sådan set ikke, og da slet ikke når vi kiggede lige op på toppen at en lækker 20 kilometers herlighed af en stigning hver dag fra verandaen på vores mobilehome, og iøvrigt havde cyklerne med.

Udsigten til toppen af Mottarone fra vores mobilehome.

Med snilde, kløgt og en vis insisteren fik han mig overtalt til projekt bjergkørsel…

Vækkeuret ringede kl. 06.00 fredag d. 15/7-2022, og forude ventede dette:

Vi synes nu ikke, at starten passer helt her… Den var godt nok stejl!

Jeg var ikke helt overbevist om, at planen var god….

Èt styk bjerg uden for kategori – 20.1 km – 1455 m (1252 m) – 6.2 %.

VELBEKOMME!

Bjergpanikken indtraf relativt hurtigt

Som det jo npk fremgår, var det ikke med hænderne over hovedet og udpræget begejstring, at jeg nu var på tur med min mand på vej mod toppen af Mottarone, og det har helt sikkert siddet i hovedet på mig – og dermed også i kroppen.

Der er flere ting på spil her. For det første er jeg helt bevist om, at jeg ikke just har bjergrytter statur, og at min form ikke var på sit højeste, men det har jo i sig selv ikke forhindret nok så mange en gæv cykelmotionist i at give sig i kast med lignende projekter, og heldigvis for det!

En anden og i virkeligheden nok den mest afgørende faktor var den utryghed, der kom snigende.

Jeg bliver som sagt lidt småbange når det bliver for stejlt – både op og nedad, så der var rigeligt at arbejde med, både fysisk og mentalt på den her tur.

Turen fra campingpladsen til Stresa kendte vi og den gik fint – fladt og dejligt på kanten af Lago Maggiore med den skønneste udsigt.

Kim var i øvrigt i fremragende humør, han er pjattet med at køre i bjerge, og han glædede sig bare til at finde ind i rytmen og det mentale bjerggear og arbejde sig til toppen.

Jeg var forholdsvis stille og tiltagende fåmælt jo mere vi nærmede os.

Som en ekstra lille lækker belønning lagde stigningen overraskende hårdt ud nede fra byen, og selv Bjerg-Kim måtte konstaterer, at det da godt nok var noget af en start.

Med lidt ekstra høj puls på forkant af dagens strabadser og lidt af et chok over, hvor hårdt og stejlt det her faktisk var, røg jeg direkte i rød zone, og efter 2 kilometer var jeg helt syret til, og var faktisk ret overbevist om, at jeg ikke komme i mål med dagens udfordring.

Heldigvis havde Kim det store forkromede overblik, og kunne se, at der godt halvvejs oppe var en mulighed for at køre lidt rundt om bjerget og ned igen, eller vælge at fortsætte helt til toppen.

Vi tog en pause, jeg fik ro på kroppen, og så tog vi et nap mere op til en lille sportsbar, hvor vi tankede koldt vand og Fanta.

Herfra kom der HELDIGVIS nogle mere tålelige stykker, hvor selv en udfordret cykelmoster kunne finde klatregearet og finde en fin rytme.

Oven i købet med med overskud til at nyde udsigten lidt undervejs, for den var virkelig smuk!

Vi nåede skillevejen, hvor vi enten skulle køre rundt om bjerget og ned igen eller videre til toppen i nogenlunde fin stil, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg var nødt til at give det et forsøg mod toppen, så måtte jeg se, hvor langt det kunne bære.

Det ville alligevel være for irriterende at give op, så længe jeg trods alt kunne holde mig på cyklen 😅.

Zig-zagmosteren slår til 😵

Nå, men nu vokser træerne på et bjerg jo heller ind i himlen, og bjerget udfordrede med stigende procenter igen, og med pulsen i rød zone og en fortsat nagende tvivl på projektet, var der kun én vej frem – og tilbage på tværs af vejen.

GREAT!

Så er der jo bare endnu længere op 🙄.

Næsten oppe 🚵 – eller noget

Næste milepæl blev indgangen til toppen af bjerget, hvor der lå et lille betalingsanlæg – vi nærmede os…

Med stor tålmodighed, og masser af peptalk fra Kim, var der nu en form for håb om at komme helt op.

Med totalt styr på zig-zag teknikken og en masse pauser, hvor jeg lige måtte samle mig, gik det stille og roligt fremad.

Jeg kom aldrig helt af med tvivlen, men selvom det tit så lidt håbløst ud gennem mine cykelbriller, kom jeg igang igen og igen og igen, og meter for meter, sving for sving kom vi tættere på målet.

Jeg hæftede mig ved, at selvom jeg syrede til og mistede pusten gang på gang, var det stadig noget tilbage i tanken, når bare jeg fik samlet mig, taget nogle dybe vejrtrækninger og besluttede mig for at fortsætte.

Nogen gange når man langt på ren vilje, og de sidste 800 meter op, var nok de længste i mit liv.

På toppen stod den på en krammer, kaffe og noget koldt at drikke – og så selvfølglig den helt fantastiske udsigt!

Nedkørsel

Når man er kommet op, skal man som bekendt ned igen, og her kunne man måske mene, at belønningen med en fed nedkørsel ville være det hele værd…

Igen bliver jeg bare for anspændt og usikker på om jeg har styr på det, og det blev aldrig rigtig en fornøjelse, før vi var sikkert nede i bunden igen.

En smule skepsis at læse i mit ansigt, inden vi kastede os ud i disciplin nedkørsel.
Kim var bare klar – han er pjattet med nedkørsler.

Heldigvis kom vi ned – også af nogle ret stejle stykker uden uheld og i ét stykke, og så gik turen hjemover de sidste knap 15 kilometer.

Jeg kunne i mit stille sind glæde mig over, at jeg trods alt stadig var i stand til at træde pedalerne rundt 😅.

Hvad skal man egentlig mene❓❓

Hjemme på verandaen med en kold øl, og med udsigt til “vores bjerg” var det tid til at lade dagens indtryk synke ind.

Jeg var på daværende tidspunkt ikke helt sikker på, hvad jeg skulle mene om dagens oplevelser, og jeg tror stadig ikke helt, at bjerge sådan rigtigt er noget for mig. Jeg var i hvert fald ikke høj af dagens oplevelse på samme måde, som jeg har været andre gange, hvor jeg har udfordret mig selv på cyklen.

Jeg er helt klart mere til at vende vrangen ud på mig selv i et fedt løb med tempo på, og med den der energi og fokus der er i at læse løbet og hænge på eller kæmpe sig til stregen hurtigst muligt.

Vi tog i øvrigt turen i bilen dagen efter sammen med youngsters.

Hold nu op, den var også lang og stejl i bil, og det var vist godt, jeg ikke havde set på forhånd, hvad der ventede mig på Mottarone.

Rigeligt af rød zone 😄.

Når det så er sagt, er der mange ting at være taknemmelig for her;

😊 Jeg havde en fin dag med Kim, der hjalp mig hele vejen til toppen med opmuntring og mental støtte, og vi var ikke i nærheden af at blive skilt undervejs ❤️.

😊 Vi kom sikkert både op og ned.

😊 Jeg har i en alder af 48 kørt mit første rigtigte bjerg – et af de hårde uden for kategori – det havde jeg under ingen omstændigheder kunnet da jeg var 38 – 28 eller 18!

😊 Jeg gav ikke op, og vandt den mentale kamp.

Så hvad nu med de bjerge??

For mig at se kan der være to veje at gå herfra;

Enten vinger jeg bjerge af på min cykelbucketlist og så er det vist fint med dem, og jeg overlader hermed bjergvejene til alle de andre, der godt kan lide at mose rundt på dem.

Been there – Done that – Got the T-shirt!

Eller også taber jeg mig, kører mig i bedre form og går målrettet efter at prøve igen og gøre det bare lidt bedre….

Jeg sover lige lidt på den beslutning…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s